Billedet på sidehoved
   

Kronik af Dannevirke Kostskoles forstander, Charlotte Møller Pedersen, bragt i Danske Kommuner 21. juni

 
Anbragte børn og unge:

Kommunal praksis spænder ben for gode intentioner

Udviklingen på anbringelsesområdet har igennem de sidste 25 år været præget af professionalisering og effektivisering, men også af uhensigtsmæssig administration og umyndiggørelse af den kommunale sagsbehandler. Det mener forstander Charlotte Møller Pedersen fra Dannevirke Kostskole, som i år har 25 års jubilæum.

25 års arbejde med udsatte børn og unge. Dannevirke Kostskole har jubilæum, og det giver anledning til refleksion og evaluering - ikke bare på kostskolens vegne, for det gør vi løbende. Men på samfundets. Gør vi det godt nok? Fungerer anbringelsessystemet - og er vi på rette vej? Mit umiddelbare svar er både ja og nej.

Professionalisering og individualisering
Først det positive. Igennem de sidste 25 år har vi oplevet en løbende professionalisering i anbringelsesprocessen. (Dog uden at rekrutteringen er fulgt med. Det vender vi tilbage til.) Vi går mere og mere væk fra 'one size fits all' og finder i stedet individuelle løsninger for hvert enkelt barn. Som socialpædagogisk opholdssted med intern skole kan vi tydeligt mærke kommunernes fokus på effektivitet og Value for Money. Det er på lange stræk godt. Når det fungerer, øger det fokus på, hvordan barnets behov udvikler sig. Målet må altid være, at de udsatte børn og unge bliver i stand til at stå selv. Vi skal tilpasse og i sidste ende fjerne 'stilladset' omkring dem i passende tempo, og den løbende opfølgning er med til at holde os på tæerne, så vi hele tiden får iværksat de rigtige foranstaltninger. Samtidig er der kommet større fokus på inddragelse af barnet - og på relationsdannelse, trivselsmålinger, undervisningsmiljøet og det ressourcefokuserede menneskesyn. Det peger alt sammen den rigtige vej.

Øget fokus på uddannelse
Især i de sidste 10 år er der kommet langt større fokus på anbragte børn og unges skolegang. Både politisk og i de kommunale forvaltninger. Det positive fokus på uddannelse er også blevet skærpet med servicelovens § 76, og i dag har tidligere anbragte unge ret til støtte i den svære overgang til voksenlivet. Det er ubetinget godt. For lad os være ærlige. Forskningen har for længst fastslået, at uddannelse er den vigtigste enkeltstående reciliensfaktor, og på Dannevirke Kostskole bruger vi rigtig mange ressourcer på at få vores elever til at byde ind på en præmis om, at uddannelse er vigtigt. Men for de fleste kræver det et langt, sejt træk at opnå et voksenliv med uddannelse og selvforsørgelse. De generelle problemer med frafald på ungdomsuddannelserne taler deres tydelige sprog, og hvorfor skulle udsatte unge være bedre end andre til at gennemføre en uddannelse? Vi ved, at mange af dem falder, hvis vi slipper dem for tidligt. Efterværn kan være den rigtige løsning - måske dyr på kort sigt, men ofte billig på den lange bane.

Kommunal praksis underminerer
Desværre bliver de gode intentioner i serviceloven ofte undermineret af uhensigtsmæssig kommunal praksis. På Dannevirke Kostskole oplever vi en del kommuner, der anbringer 'forebyggende' igennem længere perioder, og i enkelte kommuner er det forebyggende ifølge forvaltningen nærmest blevet permanent. Vi kender ikke de politiske bevæggrunde, men i praksis betyder det, at kommunen får færre forpligtelser. Den unge har ingen ret til efterværn, og kommunen behøver ikke at gennemføre halvårlige tilsyn og børnesamtaler. Det må kunne gøres bedre.

Unge mennesker i ingenmandsland
Vi oplever også en anden stor udfordring. Kommunerne skal vurdere alle anbringelser en gang om året, og de fleste gør det i april/maj. Ofte kommer afgørelsen i juni. Problemet er bare, at ansøgningsfristen til ungdomsuddannelserne ligger den 15. marts. Vi har hvert år afgangselever, som deltager i brobygningsforløb og finder sig en uddannelsesplads i lokalområdet for efterfølgende at blive hjemtaget. Så står de dér og skal starte forfra. Sidste år havde vi en elev, som blev hjemtaget sølle tre dage før sommerferien. Uden varsel. Lige nu har vi tre elever, som fylder 18 år op til sommerferien og ikke aner, hvad de skal i juli. Forvaltningerne har endnu ikke truffet afgørelse om efterværn, selvom tre-måneders fristen for afklaring før det fyldte 18. år for længst er overskredet. Vi oplever med andre ord rigtig mange elever, der befinder sig i ingenmandsland fra marts til juli. Enhver med indsigt på området ved, hvad det gør ved sårbare unge. De kører på overlevelsesinstinkt og går i stå eller ligefrem tilbage i deres udvikling. Det skal vi ganske enkelt gøre bedre.

Den umyndiggjorte sagsbehandler
Og så er vi kommet til et stort hjertesuk. Jeg ved ikke, hvad vi skal gøre - men nogen må gøre noget. Der er alt, alt for mange sagsbehandlerskift. SFI's trivselsmåling fra 2016 viste, at 46 procent af de anbragte 17-årige havde haft tre eller flere sagsbehandlere på to år. Det flugter med vores erfaringer. Vi har samarbejdskommuner, hvor vi stort set har opgivet at lære sagsbehandlernes navne at kende, for vi når kun at tale med dem én gang. Vi oplever, at elever møder deres sagsbehandler for første gang til børnesamtalen på skolen. For nylig havde vi endda en ny sagsbehandler i røret - hun ringede til os for at få mere at vide om en elevs familie. Sådan var det ikke for 25 år siden, da vi åbnede kostskolen. Dengang var den typiske sagsbehandler en uddannet socialrådgiver med et årelangt kendskab til barnet og familien. Hun kunne skære igennem og skabe ro. I dag har sagsbehandlerne mange forskellige uddannelser og er ikke bemyndiget til at træffe større beslutninger. Vi bruger rigtig meget tid på at holde møder, træffe foreløbige aftaler og vente på, at sagsbehandleren måske/måske ikke får aftalerne godkendt af en myndighedsperson i forvaltningen. Vi har altid en alenlang 'to do liste', hvor der står 'afventer' ud for elevernes navne. Også det betyder elever i ingenmandsland. Er de købt eller solgt? Statistikken viser, at de fleste sammenbrud i anbringelsen skyldes sagsbehandlerskift. Det er et mønster, vi kan genkende. Hvert år har vi i hvert fald to elever, der hjemtages alene på grund af sagsbehandlerskift. Vi har aktuelt to børn, der er i risiko for hjemgivelse baseret på en (i familien) ny sagsbehandlers manglende kendskab til børnene.

Imellem to stole
En del sagsbehandlerskift skyldes, at mange forvaltninger efterhånden er opdelt i små, specialiserede underafdelinger. Det gør sandsynligvis, at sagsbehandlerne bliver dygtigere på hver deres område. Men det giver også uro, når barnet med den ene eller anden faglige begrundelse flyttes til en anden afdeling. Ofte skal vi kommunikere med forskellige afdelinger samtidig. Det gør det sværere at finde det fælles fodslag, som er så vigtigt for at skabe ro og retning. I øjeblikket har vi et barn anbragt, fordi der er åbenbar risiko for barnets sundhed på grund af overvægt. Men hjemlig PPR bakker ikke op om familieafdelingens afgørelse og vil ikke bevilge intern skole hos os, så eleven skal tage bussen til Haderslev hver dag. Vi har gjort opmærksom på, at busstoppestedet ligger 50 meter fra McDonald's og Lagkagehuset, og at vi har svært ved at 'fjernstyre' elevens kostvaner fra 7 til 16. For os er det et eksempel på et barn, der falder imellem to stole.

Og nej. Mit mål er på ingen måde at hænge nogen ud. Målet med denne kronik er at stille et grundlæggende spørgsmål til alle os, der arbejder på anbringelsesområdet: Hvordan giver vi de anbragte børn og unge de bedste muligheder for at klare sig her i livet? Et spørgsmål vi arbejder videre med på en stor temadag den 4. september i anledning af Dannevirke Kostskoles 25 års jubilæum - her med særligt fokus på mental og fysisk sundhed. Til temadagen inviterer vi alle, der arbejder professionelt med anbragte børn og unge.

Læs mere om Dannevirke Kostskoles temadag